livet er fedt!

Ja det er så mig.
Jeg er startet i skolen og mit selvværd raslede fra første dag adskillige point ned på Richter skalaen eller hvordan det nu er man måler det.
De andre er dygtige, jeg er selvbestaltet og lidt fake, ok jeg indrømmer.
Jeg har smilet og flashet blå øjne hele mit liv og har fået gode karakterer i fag jeg ikke anede hvad handlede om og en masse rabat, gratis glæder og er sluppet fra bøder og andre uheldige konsekvenser.
Men den går ikke her i min skole, hvor det bare er alt alt for tydeligt hvor mine evner altså må siges at være:
BEGRÆNSEDE.
Og jeg ved godt jeg er der for at lære og at man godt må være begynder, men det er svært når alle andre er meeeeeget dygtigere, meeeeeget mere erfarne og har deres værktøj i orden. Min værktøjskasse er en rodebutik fuld af mangler og forkerte rawplugs der ikke passer til skruerne.
Jeg går på med krum hals og forbereder mig det bedste jeg har lært og MÅSKE klarer jeg den.

Jeg er så træt som et gammelt alderdomshjem fuldt af zzz-lyde, stilstand, summende fluer, lunken kaffemaskine-kaffe i eftermiddagssolskin, ikke en vind der rører sig, røvballe gardiner, kunstige tænder, støvede gamle møbler og avisen fra igår.
En veninde og hendes kæreste er ude og gå tur med pigen, de vil gerne have barn og vil også gerne aflaste os lidt. Vi skulle egentlig alt muligt men jeg gider ikke.
Jeg ser OL, ridebanespring, men kan ikke holde det ud for det er for spændende.
Stakkels små heste skal springe så højt og farligt.
Jeg har det ellers godt, kun lidt kvalme, men jeg tror virkelig det der cellesalt 2 og 4 virker. Så snart jeg tager det er det væk igen.
Idag har jeg spist toast, havregrød, banan og kage
Hurra.
Jeg er meget indadvendt, har svært ved at være rigtig tæt med min kæreste, selvom han er den sødeste og vi hygger da også godt. Idag har vi gjort hovedrent sammen (ja, den er god nok: hygge). Han er glad og det er dejligt.
Vi skal se på lejlighed senere, som vi ikke ved hvordan vi skulle få råd til, men der arbejdes på lejligheds-karmaen så der sker jo nok noget fantastisk på et tidspunkt. Vi kan også sagtens blive her, bare vi indretter os godt.
Jeg er glad. Og træt - jordbunden på en tung og god måde - jeg letter ikke og jeg er ikke ekstatisk.

Nej, det går ikke!!
Jeg må lige lave et andet billede ellers bliver jeg da for alvor bekymret…
Ok.
Om to år:
Vi har fået en ny lækker stor lejlighed på Frederiksberg m altan og ved Gud om der ikke også er en lille have! Børnene har det storartet og er nu hhv halvandet og 3 1/2 år.
Vi er forelskede og er igang med at planlægge vores bryllup.
Vi har masser af penge, tror nok det var noget med en bog min kæreste skrev, der blev en stor success. Vi regner med at rejse en forlænget weekend til Paris på honeymoon, hvor min mor, der er flyttet hjem fra Langtbortistan passer børnene, og derefter tage børnene med en måned til Thailand eller Vietnam.
Vi taler om at bo et års tid i New York for at studere og nu hvor mine kunstværker sælger så godt derovre : )
Vi er lykkelige, succesfulde, alt går godt, vi har masser af venner og Dansk Folkeparti er gået i opløsning : D

Uhuuuhæhæ øhø nånå.
Min søde veninde skrev og spurgte hvordan det går med mig og om jeg kan mærke noget til min nye graviditet? Det kan jeg ikke. På nær at mit forsvar imod kage er forduftet. Alt andet kan jeg godt sige nej til, men ikke kage. Og så er jeg træt. Og mit blodsukker er vist ekstra følsomt, har i hvert fald lagt mærke til at jeg ca to timer efter hvert måltid begynder at udspekulere hvem der sagde noget forleden, der nok i virkeligheden var en skjult fornærmelse eller et direkte angreb på MOI!
Heldigvis husker jeg på det og (Oh fryd!) bevæger mig i retningen af køleskabet / café / andres køleskab / Irma.
Spurgte min kæreste igår om vi ikke skal aftale at dette bliver en fantastisk tid og at vi skal råbe hurra af mine humørsvingninger, fysiske påvirkninger og (gemte jeg til sidst) øgede sex-lyst. Han sagde Jo! Lad os det!
Hurra!! Råbte vi så.

Det er altså rart at have prøvet det før. Sidst troede jeg jo på konspirations-teorierne der begyndte at svirre i hovedet når jeg i virkeligheden var sulten eller træt.
(Nu tror jeg kun lidt på dem)
Her er en af dem:
Vi passer i virkeligheden slet ikke sammen og det er fuldstændigt latterligt at vi får et barn til. Om to år er vi alligevel gået fra hinanden og jeg er enlig mor m netto-poser, flade sko og nervesammenbrud. Han er blevet kærester med en 10 år yngre punker og de ryger smøger sammen med børnene mens de pønser på hvordan de skal få fuld forældremyndighed.
:-O

Han kom til min fødselsdag fordi lille Anders havde inviteret ham. (Lille Anders er to meter høj men en del yngre end os andre)
Jeg lagde kun lettere mærke til ham, da jeg på det tidspunkt havde dykket ret godt i drinks-blenderen og lå og sang Radiohead i Alexanders skød. (Han sagde desuden “Hej, du er sikkert bøsse?” “Skilpadden sagde nej og siden kaldte han Alexander “ham den trælse”.)
Nå, men han begyndte at komme i vores hjem og jeg synes han var sød og skæg.
Så spiste vi middag sammen og drak en del rødvin, halvdelen af selskabet gik hjem og jeg skiftede kjole en tre fire gange. (Sammenlignet med fugle-parrings-adfærd er det jo egentlig ret naturligt.)
På en eller anden måde endte vi med at ligge og rode rundt i min seng, ikke noget kysse kæle, bare rode. Og fandt ud af vi hellere måtte gå i byen.
Så vi gik i byen, han og jeg. Jeg snakkede alt for ærligt og meget om mig selv, men han lyttede bare og svarede når der en sjælden gang imellem var en pause.
Vi endte hjemme hos ham, selvom jeg havde svoret en dyr ed overfor mig selv at det var SLUT med at ende hjemme hos fyre, jeg ikke vidste om havde ædle hensigter (=ville være kærester for alvor)
Det var en dejlig dejlig dejlig nat
Og han var en sød, kærlig, betænksom, passioneret elsker (oh-la-laaa)
Da vi vågnede om morgenen sagde jeg “hvad nu?”
Han sagde “Vi mediterer lidt over det og så snakkes vi ved”
Jeg gik hjem og lavede en tilbygning til det kæmpestore luftkastel jeg havde bygget op igennem årene.
Ja, så blev det ikke til så meget mere, andet end at historien gentog sig en del gange, hvilket hver gang gjorde at luftkastellet voksede sig større, smukkere, mere og mere fantastisk og jeg blev mere og mere besat.
JEG JO KUNNE SE AT DET VAR MEANT TO BE!
jeg forførte ham i snevejr, i sommersol, i en taxa, en trappeopgang. Jeg spillede femme fatale men jeg var i virkeligheden knust indeni fordi vi aldrig rigtigt kom tæt på hinanden og det ville jeg gerne.
Jeg kaldte ham Skilpadden fordi jeg syntes han var langsom og fordi jeg syntes han hele tiden gemte sig inde i sit skjold. Men med tiden kan jeg godt se at jeg var lidt af en rodebutik, der trængte til at ordne lidt i egen baghave før jeg inviterede firbenede trofaste kloge forsigtige væsner indenfor.

Det startede ellers fint med at vågne i god tid. Men så kiggede jeg lige ud ad vinduet. Ok! Da min kæreste gik på arbejde sagde jeg farvel, men uden lyd, da min stemme åbenbart var forsvundet sammen med solskinsvejret. I stedet skar et barberblad i svælget da jeg sank i forbindelse med farvelkysset og jeg erkendte at jeg nok har raget en halsbetændelse til mig. Æv.
Bestemte mig for at ringe til lægen da vi havde taget alt tøjet på og var klar til vuggestuen. Han sagde vi kunne komme kl 10, så vi tog alt tøjet af igen og ventede en time med at tage afsted. Da jeg glemte at jeg aldrig kan finde mine nøgler kom vi ca 10 minutter for sent ud af døren. Ned i metroen, der var noget så new yorker agtigt som stopfuld. Oven i købet gik den i stå, mens vi stod som sild i en tønde og svedte tran mens flittige mobiltelefoner fra hist og her meddelte ud til verden at vi blev endnu mere forsinkede.

Oppe hos lægen viste det sig at han ikke kører med tidsbestilling, men at man bare skal møde op og så kommer man ind i den rækkefølge man ankom. Og der sad en rimelig flok og stønnede af abstinenser osv, tænkte jeg.
Halvanden time efter kom vi ind til lægen og han proklamerede at hans computer var gået ned, så han kunne ikke gøre så meget idag andet end lige at kigge på os. Så det gjorde han. Jeg insisterede på en urinprøve da jeg evig og altid får blærebetændelse og det er ikke sagen når man er gravid. Ganske rigtigt havde jeg en og fik penicillin med hjem. Fik også lige vejet mig og der kom dagens positive chok, med mindre at vægten som alt andet elektronik idag, også er i stykker.
(62 kg……. Det er mindre end jeg har vejet i 15 år.
Kan det virkelig passe?!!
Efter en syndig weekend i jylland hos veninde der bagte chokoladekage og bød på is?!?!)
Nå! På vejen hjem faldt pigen i søvn på mit skød i bæreselen og blev ked af at vågne i vuggestuen og skulle sige farvel. Jeg mandede mig op og afleverede hende til den søde pædagog og gik direkte ned i helsebutikken for at søge trøst.
Jeg trøstede mig med tre flasker forskellig tranebærjuice, der skulle afhjælpe blærebetændelse, indtil jeg opdagede at deres dankort maskine ikke virkede.
Nu er min kæreste kommet hjem, vi har spist, han putter pigen og jeg går i Netto for at snolde til vores hjemme-date i aften.
Jeg elsker vores hjemme-dates, det er muligt at hygge gevaldigt selv om man bare ligger hjemme i sengen foran fjerneren med ynglingsguffet og ynglingskæresten.

Idag har jeg en af de der dage hvor 97% foregår inde i hovedet.
Og når omverdenen kræver kontakt: Goddag på gaden, hej hej i vuggestuen til pædagogen, jeg vil gerne be om en halv vandmelon osv, er det at stemmen + ordvalg + sindsstemning kommer ud som lidt af en overraskelse.
Således var jeg en stor glad dog lidt indadvendt men skinnende sol, der i udtryk pludselig blev soggy bottom girl, med svag bævrende røst og jeg-savner-mor øjenbryn, du ved, de sidder på skrå og prøver at forstå…
Jeg kom op for at øve, men så skulle jeg sådan ski-d-e (excuse my french) at jeg var nødt til at gå hjem igen, for ingen cafe eller andre tilgængelige toiletter har åbent før kl 9.
Så jeg er gået hjem og filosoferer videre over om mine livs-idealer allesammen skal vise sig at have et falsk ophav. Og om hvor meget jeg egentlig sammenligner mig med andre, der slet ikke fortæller hvordan det i virkeligheden er.
Sådan noget som: Findes lykken? Går andre kvinder på toilettet? Bliver andre ofte uvenner med deres kærester/veninder, uden der lige er en nem løsning? Hvor mange faker orgasme? Hvor mange får egentlig brazilian bikini wax og er der nogen der bagefter napper resten af hårene ud med en pincet? Er livet en historie værdig?
Eller skal det findes på, rettes til, shines op og have happy ending?

Jeg skriver min egen version af “en ærlig kvindes dagbog” og faktisk har jeg nogen gange ærget mig op over begge ører over hvor u-nemt og u-pænt mit liv egentlig er, især når jeg har sammenlignet mig med andre, fx Mille.
Bedst som jeg lige var holdt op med at sammenligne mig med Carrie, Nynne osv, og veje og finde mine egne problemer langt mindre let-fordøjelige, fandt jeg på at sammenligne mig med endnu en, der løste problemer både hurtigere, mindre tynget og mere konsekvent end jeg. Og som ved Gud havde 4 veninder, der prompte tog hende med til Mallorca (misuuundelig!! Kan knapt nok finde en der gider babysitte) og har en kernefamilie med sommerhus på landet (-også misundelig her)!!!
Og så var det fake
Hihihi, jeg må le, det er faktisk en lettelse!
Men sød var hun, Mille, vil faktisk savne hende.
…
Nogen derude, der ikke er fake?

Imorges da min kæreste gik, kyssede farvel og hviskede “tøsen sover”, tvang jeg mine skelende øjne til at kigge ud i verden og vågne. Nogen gange er det som at slide sig ud af drømmeverdenen hvor der er meget rarere bare lige ligge 5 minutter…. endnu….zzz
Men jeg havde sat mig for at skulle finde de forsvundne graviditets-test-strimler, som jeg vidste lå et eller andet sted.
Jeg fandt dem i et køkkenskab, hvor jeg har været så genial at gemme dem, så jeg i hvert fald altid kunne finde dem igen.
(Kæresten og jeg ledte alle andre skuffer og skabe igennem igår)
“Godt jeg fandt dem før jeg tisser i bukserne! Hvor er nu den kop!”
Og så ned med strimlen, tælle til 3, op, lægge på foliepakken, tælle til 40, først ingenting og allerede et snert af skuffelse samt 1000 tanker om “nå, ikke endnu, så kan vi i hvert fald godt tage til Indien” og så i løbet af de næste 3 minutter trådte der lige så stille nr 2 streg frem, der indikerer at jeg nok er gravid!
Vi er glade, hemmelige og spændte

Jeg tog en graviditetstest imorges.
Den var ret utydelig men der var altså to streger.
Kan det være en fejl?
Kan der være spor af hormonet ved en fejl?

Så fandt jeg ellers ud af hvad det er der gør at jeg elsker de mennesker jeg elsker allermest:
De elsker mig mere end mine fejltagelser og de er ikke for stolte til at komme tilbage og undskylde deres egne.
Mine venner, kæreste, søster osv er ikke de mindste i armbevægelses-afdelingen.
Men de kan godt finde ud af sige undskyld når de har været for godt igang.
Og jeg er ved at lære det også
Ok, the good the bad and the ugly kalder fra DR1
uiuiuuu- bua bua bua…
Later